Indsigelse Ikano Visa
Oversigt over dine muligheder for ved fjernsalg at få tilbageført en betaling, der er gennemført med Visa-delen af dit Visa/Dankort
Som kortholder har du i en række situationer mulighed for at få tilbageført en betaling, der er gennemført med Visa-delen af dit Visa/Dankort, hvis købet er sket ved handel over internettet eller ved post- eller telefonordre. Disse køb kaldes fjernsalg.
Hvis forretningen tager imod både Visa-kort og Dankort, vil din betaling blive gennemført som en Dankortbetaling. Det vil altid fremgå af posteringer på din konto, om en betaling er gennemført som en Dankort eller en Visa-transaktion. Det vil fremgå af skiltning i forretningen eller på hjemmesiden, hvorvidt en forretning tager imod Dankort og/eller Visa-kort. Forretninger, der tager imod Dankort eller Visa-kort, vil skilte med henholdsvis Dankort- og Visa-logo.
Har du handlet ved fjernsalg skal du kontakte dit pengeinstitut snarest muligt efter, at du er blevet opmærksom på eller burde være blevet opmærksom på, at du kan have krav på tilbageførsel af en betaling. Hvis du gør indsigelse snarest muligt fx indenfor 14 dage, efter du er blevet eller burde være blevet opmærksom på dit krav, kan du være sikker på, at din indsigelse er rettidig.