Ikano Bank opruster med leasing af firmabiler 

Efter at have udviklet succesfulde og nyskabende løsninger til leasing af landbrugsmaskiner og industrielt udstyr går Ikano Bank nu ind på markedet for leasing af firmabiler. Hos Ikano Bank Leasing har man store forventninger til det nye forretningsområde, hvor man vil konkurrere på tryghed for kunden, fleksibilitet og personlig betjening.

De seneste år har leasing af firmabiler fået stadig større opmærksomhed og medvind i Danmark. Nu går Ikano Bank ind på dette vækstmarked med en skarpt skåret tilgang, som bygger på gode erfaringer med leasing af blandt andet landbrugs- og entreprenørmateriel samt produktionsudstyr til industrien.

- Vi har med en blanding af god forretningsforståelse og en kundedialog i øjenhøjde haft stor succes med vores leasingydelser i de markeder, hvor vi opererer. Nu udvider vi paletten og bevæger os ind på det mere etablerede marked for leasing af firmabiler, som vi forventer fortsat vil vokse de kommende år, siger Christian L. Kristensen, salgsdirektør hos Ikano Bank Leasing og fortsætter:

- Vi vil ikke nødvendigvis være de største i markedet eller de allerbilligste men derimod holde fast i vores DNA om god rådgivning og tid til den enkelte kunde. Vi tror, at mindre kunder som fx lokale håndværkere lægger mere vægt på tryghed og gennemskuelighed i et komplekst marked end de nyeste leasingpåfund. Vi ser et klart hul i markedet for mindre og mellemstore kunder, som har brug for ro i maven omkring deres leasingaftaler, siger Christian L. Kristensen.

Ikano Bank vil blandt andet tilbyde leasing af firmabiler fra BMW, Opel, Mercedes, Mazda og Renault. Banken har en målsætning om tegning af firmaaftaler for et trecifret millionbeløb over de kommende år.

Ikano Bank vil markedsføre det nye tiltag gennem både bred annoncering og direkte dialog med eksisterende og nye kunder.

Kontakt

Christian L. Kristensen
Salgsdirektør, Ikano Bank Leasing
Mobil: 40 29 71 72
E-mail: ckl@ikano.dk

Velkommen!

Her på siden kan du tilgå dine opsparingskonti, samt kort- og lånekonti.

For at finde det bedste svar på dit spørgsmål anbefaler vi, at du forfiner din søgning ved at bruge flere ord.